Naturen healer

Naturen er ren medicin for krop, sind og sjæl. Mange kan nikke genkendende til at blive i bedre humør af at være ude i naturen eller få ro i krop og sind. Forskningen viser, at naturen påvirker os på en positiv måde. Vores nervesystem bringes i balance, immunsystemet styrkes og vi føler os mindre stresset. Den indbyder til nærvær og sansning og skifter dine vante rammer ud med dens mangfoldige udtryk. Naturen er et fristed og et rum, hvor du kan være dig. Den stiller ingen krav, men giver dig plads til "at være".
Oplever du eksempelvis tankemylder eller spændinger kan en gåtur i skoven, på stranden eller parken give din krop og dit hoved en pause for dét, der fylder. Naturen er menneskets oprindelige hjem, hvilket gør at vi helt automatisk slapper af når vi befinder os i den.
SANSEØVELSE I NATUREN
Gå en tur i det fri og brug dine sanser. Koncentrér dig om én sans nogle få minutter ad gangen. Bliv opmærksom på:
Lydene omkring dig
Fokusér f.eks. på vinden, der suser imellem træerne, vandet, der skvulper mod bredden eller bladenes raslen.
Det du ser
Vend dernæst din opmærksomhed mod de visuelle indtryk og fokusér f.eks. på sollyset, der flimrer gennem trætoppene, den duggede mos i skovbunden eller lad dine øjne følge stier, der bevæger sig igennem landskabet.
Det du dufter
Træk vejret igennem næsen og nyd duften af skov, blomster, vand eller en kølig duft af vinter.
Det du føler
Hvordan føles i kroppen? Går du i bare fødder og mærker sand imellem tæerne? Fornemmer du, hvordan vinden let rører din hud?
Fortsæt med at blive opslugt af naturen og acceptér de tanker, der måtte dukke op. Efter en gåtur kan du mærke efter hvordan du har det, sammenlignet med før du tog afsted. Har du ikke mulighed for at komme ud? Så findes der masser af skøn afslapningsmusik med naturlyde på nettet. Naturlyde kan være beroligende lyde af bølger, der bruser, skovens klang, vandfald, regnskoven osv.
0 kommentarer
Skriv en kommentar
Log ind eller tilmeld dig som bruger for at skrive en kommentar